Ny leder på DDS-kontoret

Ny leder på DDS-kontoret

I fredags sagde vi farvel til Iben Stubbe på DDS-kontoret, da hun helt fortjent skal ud og prøve nye græsgange. Vi takker hende for 5 gode år, hvor hun bl.a. har stået i spidsen for kontoret, og der er ingen tvivl om at hun vil blive savnet af både uddannere og kursister.

Vi glæder os til at se Iben i skimiljøet igen - der hører hun nemlig helt sikkert til! ❤️
________________________

Men Ibens afsked betyder også, at vi skal byde velkommen til Tim Kjær, som starter som ny leder af DDS-kontoret primo november🤩

For at du allerede nu kan lære Tim lidt at kende, samt finde ud af, hvorfor han dog ikke er et helt nyt ansigt i DDS, så kan du læse med her: 

Jeg hedder Tim Kjær og jeg bor i Albertslund med min kone og vores to piger. Jeg er uddannet lærer og har en kandidatgrad i pædagogisk antropologi. Jeg har i størstedelen af de sidste 18 år arbejdet som lærer i Danmark, men har også undervist  i Honduras, Rusland, Spanien og England.
Jeg er vild med sne og elsker at stå på ski, både alpint, telemark og langrend. Jeg elsker at køre korte, mellemlange og store sving på pisterne, jeg er helt vild med at give den gas i porte og så vil jeg gerne gå opad med skiene på nakken i flere timer, for at finde en dejligt uberørt nedkørsel med knæhøjt pudder.
Jeg blev tilbage i 2000 GI’er (Grund Instruktør), for den yngre del af jer, var det forløberen til BSI’eren. Jeg har tidligere undervist i Livigno og i Trysil.
Udover at jeg elsker ski, er jeg nok lidt af en sportsnørd. Jeg spiller selv ishockey, golf og padeltennis og er frivillig ungdomstræner i Ishockeyklubben Copenhagen Falcons. Mens
skiløbet de seneste år har været på hyggeniveau, har jeg været meget engageret i dansk ishockey, særligt kvindeishockey.
Jeg glæder mig rigtig meget til at komme i gang med den daglige drift i Den Danske Skiskole.
Jeg ved hvor stor passion og energi alle de frivillige i DDS byder ind med, for at vi kan holde et meget højt internationalt niveau hos vores instruktørkorps og tilbyde fantastiske kurser for danske skientusiaster, der gerne vil være skiinstruktører eller blive bedre på ski.
Jeg er klar over, at det er kæmpe sko jeg skal ind og udfylde efter Iben. Jeg vil gøre mit ypperste for at skabe de bedste rammer for alle de frivillige og samarbejdspartnerne i DDS.
Jeg vil arbejde stenhårdt for at alle instruktørerne, aspiranterne og de danske skiløbere, der ønsker at blive bedre på ski, kan fokusere energien på skiløbet og kun skiløbet.
Jeg glæder mig til at møde jer alle sammen og ønsker alle jer, der skal afsted på kurser i uge 41-42, nogle helt unikke og fantastiske dage på ski i godt selskab.

Hos Den Danske Skiskole glæder vi os rigtigt meget til det nye samarbejde og til at lære Tim endnu bedre at kende! 💥💥

Tilmeld nyhedsbrev