Juniorturen

’Skiglæde, selvstændighed og skimæssig selvtillid!’ er kodeordene for Juniorturen.

Juniorturen har til formål at udbyde skiinstruktion til gode juniorer, der har stået på ski med deres forældre hele deres liv, men nu er parat til at komme afsted på ski uden mor og far… og i stedet nyde sneen og blive bedre på ski sammen med en masse jævnaldrene gode skiløbere.

Deltagere: Aldersrammen er 13-16 år; og juniorerne skal kunne tage vare på sig selv (kunne modtage både kollektiv og individuel information, selv varetage eget udstyr, selvregulerende ift. tidsstyring, frokost m.m.).

Kursusindhold: Der er undervisning på sne fra lørdag til lørdag; 2½ time før frokost og 2 timer efter frokost.
Kurset er i sin grundkerne et teknikkursus, hvor der fokuseres på at forbedre deltagernes egenfærdighed på pisten. Derudover indeholder kurset andre elementer; portkørsel, freestyle, pukler m.m. Eftermiddagene programsættes med boldspil, vandreture, barmarkstræning, leg i svømmehallen, slibe og vokse ski, spil og konkurrencer, videoaften, oplæg om skioplevelser (om sæson på ski, konkurrencesport, laviner og sikkerhed på ski m.m.) … og masser af hygge.

Undervisere: DDS har udpeget nogle af de bedste danske instruktører til at varetage undervisningen.
Der tilstræbes en kønsmæssig ligelig fordeling; så juniorerne oplever både kvindelige og mandlige instruktører. Instruktørerne vil allerede inden turen være i direkte kontakt med deltagerne – sammen med koordinatorerne – for således at kunne skabe en god stemning og besvare evt. spørgsmål. Derudover er der en holdleder med på turen. Holdlederen underviser, men har det lavpraktiske ansvar for deltagerne samt ad-hoc fastsættelse af rammer for adfærd o.lign.

Forældrenes forventninger til DDS

Målet er at forældrene skal få deres juniorer hjem med et kæmpe boost af skiglæde, selvstændighed og skimæssig selvtillid efter en fed uge med andre juniorer fra hele landet. Forældrene kan have tillid til at turen afvikles i trygge og forsvarlige rammer – og skal forvente at DDS grundlæggende passer godt på deres juniorer.

Juniorerne skal kunne tage vare på sig selv og deres udstyr; hermed menes fx at de selv skal huske deres liftkort, løfte deres skiudstyr, påføre solcreme, tørre våde skisokker, kunne bestille frokost på restauranten o.lign. Underviserne og holdlederen vil selvfølgelig ’tage hånd om gruppen’. Vi vil støtte rigtig meget op om juniorerne med påmindelser, formaninger, har-I-husket-liftkort-og-solcreme osv., men vi har ikke ansvaret for glemte IPhones, solskolede næser, manglende kontaktlinser m.v. Juniorerne skal på turen have en tilstrækkelig fritids-ulykkesforsikring - og give fuld information til holdlederen om eventuelle sygdomme og medicinbehov. Juniorerne skal være fuldt ekviperet ift. skiudstyr (hjelm obligatorisk) og eventuelle behov for udlejning skal der gives information om inden afrejse. Der må ikke ryges eller drikkes alkohol på turen, såfremt dette ikke overholdes vil junioren blive sendt hjem på egen regning. Ved tilmelding accepteres præmisserne for deltagelse af både juniorerne og forældrene. Efter tilmelding vil I modtage mere information om afrejse, huskeseddel, værelsesfordeling mm.

Da Hintertux er en gletscher, hvor der kan forekomme gletscher spalter uden for pisterne, er det ikke tilladt for juniorerne at køre offpist uden for de afmærkede pister uden en instruktør. 

Den Danske Skiskole

Den Danske Skiskole er uddannelsesafdelingen af Danmarks Skiforbund; skisports specialforbundet under Danmarks Idræts-Forbund. DDS har siden 1974 arrangeret teknikkurser og skiinstruktøruddannelse. Juniorturen er en genoptagelse af de succesfulde ungdomsture til Hintertux i efterårsferien, som Skiforbundet arrangerede i en længere årrække. Formålet var dengang – såvel som nu – at samle gode ungdomsløbere fra hele landet til én uge teknisk skitræning. Turene blev dengang fødekanal for flere efterfølgende skiinstruktører og landsholdsløbere. 

Praktisk

Kurset og kursusprisen inkluderer følgende:

4 stjernet hotel
Vi bliver indlogeret på det 4 stjernede hotel Rindererhof, som byder på lækre rummelige værelser, samt en stor morgen- og aftenbuffet.
Du kan læse mere om hotel Rindererhof her!

Transport
Du har mulighed for at køre med os i bus til og fra kurset i Hintertux. Vi rejser fra København, Odense, Fredericia, Aalborg og Aarhus. 
OBS: Vi rejser fra Danmark fredag d. 11. oktober 2019 (KBH kl. 12.00, Odense kl. 15.00, Fredericia kl. 16.00, Aalborg kl. 13.00, Aarhus kl. 14.15), og kurset starter på gletcheren lørdag morgen. Vi rejser hjem den efterfølgende lørdag aften, og ankommer i KBH som sidste stop ca. kl. 12.00. Yderligere afrejsetidspunkter og afrejseinformation vil blive sendt på mail, når vi kommer tættere på kurset. 

Liftkort
Kurset inkluderer 8 dages liftkort fra lørdag til lørdag.

OBS! Juniorerne skal selv have alt udstyr (ski, skistøvler, skistave & hjelm) med hjemmefra, ellers kan det lejes hos Sport Nenner ved liftkort-kontoret (https://sportnenner.at/). 

Handelsbetingelser

Hvis I har nogle spørgsmål, er I mere end velkomne til at kontakte kontoret! 
Tlf.: +45 61 79 43 26
Email: info@dendanskeskiskole.dk 

Vi glæder os til at se jer i sneen! 

Inden tilmelding skal der oprettes en profil for BARNET; dette kan du gøre her. 
OBS: 
Fødselsdatoen for barnet er vigtig

Tilmeldingsfrist: 
Onsdag, 21 august, 2019

Du skal logge ind eller oprette en konto, for at kunne tilmelde dig dette kursus.

Den Danske Skiskoles Nyhedsbrev
Jeg vil gerne modtage Den Danske Skiskoles digitale nyhedsbrev med nyheder, tilbud, rabatter, gode tips og tilfredshedsanalyser fra Den Danske Skiskole og deres sponsorer. Min mailadresse gemmes og bruges udelukkende til disse formål.