Hintertux - Østrig

Om Hintertux:

Hintertux er en meget smukt beliggende gletscher i Tuxertal - en sidedal til Zillertal, også kaldet "den grønne dal". Hintertux-gletscheren er Østrigs højst beliggende skiterræn - fra 2600 m til 3260 m ved Gefrorene Wand. Tre kabinelifte fører dig fra dalen op til toppen ved Gefrorene Wand. Oppe i selve skiområdet dækker et snelag den op til 60 m tykke ismasse - som visse steder ligger vild og rå med åbne gletscherspalter.

På gletscheren løbes der på ski hele året. Det sikrede skiområde er afmærket med snore og balloner hvor kørsel uden for dette område er forbundet med overhængende livsfare - derfor skal afmærkningerne respekteres.

Fra Gefrorene Wand går turen ad 2 km piste til Tuxerfernerhaus 650 m lavere. Her er der mulighed for at nyde solen på liggestole foran restauranten eller sidde i frokoststuen i stueetagen. Tager man gletscherbusserne op fra dette område, løber pister der er enestående for skiløb til "undervisningsbrug" med varierende stejlhed. Når alle lifter kører, tilbydes 20 km pister, der varierer fra hård frostsne på toppen om morgenen til grødet, våd forårssne om eftermiddagen nede ved Tuxerfernerhaus, dog er der ofte gode chancer for et ordentligt lag frisk vintersne.

 

Om hotellet:

Indkvarteringen vil ske enten på Thermal Badhotel Kirchler eller på Alpenbad Hohenhaus som begge er 4-stjernede hoteller. De ligger en rask gåtur fra bjerget, dog kører der også gratis skibusser til de mere magelige. Man bor på 2, 3 eller 4 personers værelser og vi gør hvad vi kan for at opfylde jeres værelsesønsker men vi kan desværre ikke love noget. Der vil derfor være en risiko for at man kommer til at dele værelse med nogen man ikke kender. Der er få enkeltværelser som kan bookes for en merbetaling på 500 kr. efter først-til-mølle princippet. Hotellerne har bl.a. sauna, dampbad, krokodillebad, træningscenter samt indendørs- og/eller udendørs pool.

På hotellet er der morgen- og aftenbuffet hvor der også er mulighed for at smøre en madpakke til dagen på pisterne. På ugens sidste aften er aftensmaden altid en særlig begivenhed. De kursister der har bestået eksamen lykønskes og generelt er det sidste officielle del af kurset.

Du kan læse mere om hotellerne på
www.badhotel-kirchler.at

www.hohenhaus.at

 

Praktisk info:

  • Transporten til Hintertux foregår i moderne siddebus. På busturen vil vi gøre holdt på rastepladser hvor der kan købes aftensmad på udturen og morgenmad på hjemturen.
  • I tilfælde af at det ikke er muligt at tjekke ind på værelserne ved ankomst lørdag morgen, vil der blive stillet lokaler til rådighed for omklædning.
  • Ved ankomst, når bagagen er læsset af på hotellerne, er der tid til morgenmad, kort info og holdinddeling inden første dag på ski starter.
  • Hvis du er kør-selv og evt. forsinket i ankomsten, vil dit liftkort ligge klar i receptionen på det pågældende hotel.
  • Det er vigtigt at møde op til infomødet den første aften og ellers holde sig orienteret via opslag i receptionen i løbet af ugen.   

Du kan læse mere om destinationen på
www.hintertuxgletscher.at

 

Den Danske Skiskoles Nyhedsbrev
Jeg vil gerne modtage Den Danske Skiskoles digitale nyhedsbrev med nyheder, tilbud, rabatter, gode tips og tilfredshedsanalyser fra Den Danske Skiskole og deres sponsorer. Min mailadresse gemmes og bruges udelukkende til disse formål.