Klubinstruktør

Klubinstruktøruddannelsen henvender sig til unge og etablerede klubfolk samt gamle instruktører med en udateret uddannelse, kort sagt alle med interesse for klublivet og undervisning.

Det er en uddannelse i klubregi hvor deltagerens kompetencer efter endt kursus vil være at varetage undervisningen af begyndere, herunder 1. dag på ski og de efterfølgende dage i terrænet. Deltageren får nogle værktøjer til at håndtere en gruppe på en sådan måde, at han/hun kan give eleven en oplevelse af udvikling i færdighedsniveau. Dette sker gennem undervisningspraktik og opgaveløsning, forbedring af egenfærdighed og formidling.

Adgangskrav:
Der er ingen optagelsesprøve til Alpin Klubinstruktør men det anbefales at aspiranten har mindst 5-10 ugers skierfaring og kan køre med parallelle ski, og komme ubesværet ned ad røde og sorte pister med god hastighed, uden at miste kontrollen. Aspiranten skal også have prøvet at køre i ujævnt terræn og opkørt sne. Samtidig vil det være en fordel, hvis han/hun tidligere har modtaget undervisning.

Deltageren skal være indstillet på et meget krævende og intensivt kursus, hvor hovedvægten af indholdet er fokuseret omkring håndtering, formidling og undervisning af en gruppe. For at bestå klubinstruktøruddannelsen, er det et krav med et gyldigt bevis på et 12-timers førstehjælpskursus. Dokumentation sendes til Den Danske Skiskoles kontor Info@dendanskeskiskole.dk - herefter vil det være muligt at hente kursusdiplomet på hjemmesiden. Det er derfor vigtigt at man opretter en bruger på www.dendanskeskiskole.dk inden deltagelse på kurset. 

Deltagelse kræver uden undtagelse medlemskab af en skiklub under Danmarks Skiforbund.

Generel karakteristik af AKI instruktøren:

  • Klubinstruktøren skal kunne udføre kontinuerlige sammenkædede sving i konstant hastighed og rytme , med et rytmisk og hensiogtsmæssigt stavisæt.
  • Klubinstruktøren skal kunne undervise skiløbere på begynderniveau, herunder at kunne identificere typiske fejlbilleder og vejlede elever til afhjælpning af disse, samt udvise forståelse for organisation og struktur i undervining på sne.
  • Klubinstruktøren skal kunne forstå og analysere skiløb på et basalt teoretisk niveau, samt udvise forståelse for hvordan denne viden anvendes i praksis.

Klubinstruktør som BSI1'er:

Det er muligt at blive klubinstruktør som BSI1'er. Har du bestået alle eksamener (teori, egenfærdighed og skolesving) på BSI1, som følge af deltagelse på kurset af en uges varighed, og har du dokumentation for 12-timers førstehjælpskursus, kan du tage BSI2 undervisningseksamen. Dette udbydes særskilt over sæsonen (ofte i forbindelse med reeksamenssessioner) med henblik på at give BSI1'ere undervisningskompetencer.

Den Danske Skiskoles Nyhedsbrev
Jeg vil gerne modtage Den Danske Skiskoles digitale nyhedsbrev med nyheder, tilbud, rabatter, gode tips og tilfredshedsanalyser fra Den Danske Skiskole og deres sponsorer. Min mailadresse gemmes og bruges udelukkende til disse formål.